Mange af os sidder og skriver ansøgninger i disse dage, og det kan ofte være vanskeligt at finde ud af hvad man skal fokusere på i teksten, og hvad der er knap så relevant. Så vi har forsøgt at lave en liste med nogle tips, som man kan løbe igennem, når man er ved at være klar med ansøgningen.
Ingen standardansøgninger
Selv om det kan være fristende at genbruge ansøgninger, så er det næsten altid en dårlig ide. Det er som regel ret let at gennemskue, når man sidder med en ansøgning i hænderne. Jeg har selv ansat en del folk i SUMOpix og senest hos Refurb.dk, og selvom det er to meget forskellige virksomheder (en sælger fototapet og den anden sælger brugte computere), så er der nogle klare tendenser og fodfejl, som går igen i mange ansøgninger. Fx. hopper mange i fælden med at lave en for generel ansøgning, som virker som copy-paste.
Det er vigtigt at researche lidt på virksomheden, så man ved nøjagtigt hvem man kommunikerer til. Det betyder selvfølgelig, at man får sendt færre ansøgninger afsted, når man skal være grundig, men omvendt betyder det også, at man kan udvælge nogle drømmejobs, og så gå 100% efter at lave den perfekte ansøgning.
Tips til CV’et
CV’et er som de fleste ved et meget vigtigt element af ansøgningen. Søger du fx. job hos en IT virksomhed, så er det meget relevant at du har været engageret i den lokale computerspil-klub, mens det i mange andre sammenhænge vil være en unødvendig ting at nævne.
Derudover er der de magiske to år, dvs. det er en rigtig god ide at have været på en arbejdsplads i min. 2 år, og 2-4 år en en rigtig fin længde. Sådan er virkeligheden dog desværre bare ikke altid, men så kan det være en fin ide at undlade at nævne alt hvad man har lavet, hvis det er op til flere ting indenfor samme år. Det vil ellers give en fornemmelse af, at man har svært ved at blive samme sted i længere tid ad gangen, hvilket de fleste arbejdsgivere nok vil se som en fordel.
Hvis du ved at du ønsker et job indenfor en bestemt branche, så kan du også gøre mange ting selv for at blive mere attraktiv. Ønsker du fx. job hos en foto-forretning, så vil man nok forvente en vis interesse for fotografering i fritiden, og så er det bare frem med spejlreflekskameraet og skyde nogle familiebilleder, så der er lidt relevans til CV’et der også.
Længde og format
Sørg for at holde dig indenfor 1-2 sider med selve ansøgningen. Husk at personen i den anden ende højst sandsynligt skal læse sig igennem mindst 100 ansøgninger, og så vil læsehastigheden øges markant, hvis historierne bliver for lange, og du vil ende med at det blot bliver skimmet i stedet for nærlæst.
Derudover er det en god evne at kunne fatte sig i korthed. Præcis kommunikation er en dyd i dag, hvor vi alle har lidt overload på information vi fordøjer i løbet af dagen.
Undgå almindeligheder
Poul Nielsen fremhæver en god pointe. Ofte fylder almindeligheder for meget i ansøgninger. Det kan fx. være sætninger som “Jeg er en meget loyal medarbejder”, eller “Jeg er god til at arbejde selvstændigt”, og her er det vigtigt at gøre sig klart, om man kunne tænke sig at andre ville hævde det modsatte. De færreste ville nok beskrive dem selv som ikke-loyale eller dårlige til at arbejde selvstændigt, og hvis det er for generelt, så undlad at tage det med i ansøgningen.